Menu

Meldgaard og Ulrikkeholm videre til VM-kvartfinalerne

Skærmbillede 2015-07-11 kl. 11.44.57

Selvom Camilla Ulrikkeholm startede dagen med en spilerkæntring til luv kvalificerede hun Lotte Meldgaard sig til kvartfinalerne, der begynder lørdag morgen.

 

Der blev ikke sparet på dramatikken under de sidste indledende sejladser ved VM i matchrace for kvinder. Ulrikkeholm starter dagen med en kæntring, og Meldgaards gast blev sendt på hostpitalet efter vild bomning.

MATCHRACE-VM: Fredag var sidste chance for at kvalificere sig til kvartfinalerne i matchrace ved VM, der sejles ud for Middelfart Marina.

16 hold fra otte nationer kæmper om VM-guld, og pigerne er efterhånden dækket af blå mærker, efter vinden har kastet dem rundt i bådene de sidste tre dage.

Der var derfor store på smil på de vejrbidte ansigter, da vinden i dag havde lagt sig over baneområdet 50 meter fra molen, hvor sejlerne viste publikum, hvordan high-performance bådene kan kastes og vrides rundt i tætte manøvrer for at tilkæmpe sig den bedste startposition i båd-mod-båd-sejladserne.

Kæntrer lige ud for havnen
De agressive skipperes bevægelser med roret går hårdt ud over besætningerne, som skal hive ekstra hårdt og hurtigt i tovværket ombord - med lange, ømme arme til følge.

Verdensranglistens nummer to, Camilla Ulrikkeholm, var én af dem, der sejlede helt til grænsen af sin formåen - og lidt over. I sin første sejlads, hvor det blæste meget kraftigt, satte hun spileren i sin båd for at holde konkurrenten bag sig. Desværre overtog den 52 kvadratmeter store spiler magten over båden, så holdet lavede en såkaldt Chinese gybe - kæntring til vindsiden - lige ud for tilskuerne.

Spektakulært, men uden den helt store betydning i det samlede regnskab. For både Ulrikkeholm og den rutinerede Lotte Meldgaard var helt sikkert videre til lørdagens kvartfinaler.

Gast på hospitalet
Selvom kvalifikationen var på plads, blev dagen ikke uden spændingsmomenter. Meldgaard & Co. skulle tidligt på dagen op mod den førende Anne-Claire Le Berre fra Frankrig og i pre-starten og i sejladsen viste begge både, hvorfor de er blandt favoritterne til guldet.

- Vi droppede spileren for tidligt på den sidste læns, og Anne-Claire kom hamrende bagfra. Derfor søgte vi helt tæt på målbåden for at prøve at redde føringen. Det betød desværre, at vi bommede ukontrolleret, og Josephine blev ramt i ryggen af storskødet, forklarer Lotte Meldgaard om situationen, der kostede gasten Josephine Nissen en tur på hospitalet og en eftermiddag på langs med isposer på ryggen.

Klar til at strippe
I stedet blev i al hast indkaldt en reserve. Til Meldgaards held en ikke ukendt pige, som gik på havnen og tømte skraldespande som frivillig hjælper ved VM-stævnet. Pludselig blev hun beordret i sejlertøjet og sendt på vandet. Uden at vide, hvem hun skulle sejle med.

- Først skulle jeg vejes for at kontrollere, at besætningen samlet ikke kom over max-grænsen. Jeg vejede 500 gram under, men havde det været nødvendigt, havde jeg da bare smidt tøjet og klemt mig under grænsen, griner Vivi Lund Møller.

Hun får at vide, at hun skal med på Meldgaards båd, og så kom smilet frem. For Vivi sejlede som en fast del af Meldgaards besætning fra 2007 til 2013.

I al hast fik hun samlet noget sejlertøj sammen fra tilfældige tilskuere, og minutter efter stod hun dér, hvor hun har tilbragt tusindvis af timer - på en kapsejladsbåd som gast - med Lotte på roret.

- Det går så stærkt, at jeg med det samme bare klikker ind i min gamle rolle ombord, og Tina Gramkov går straks i gang med at briefe mig, så vi bliver klar til næste start. Og så sejler vi resten af Lottes sejladser, hvorefter jeg kommer i land og fortsætter med at tømme skraldespande, klukker Vivi Lund Møller.

Nyt scenario lørdag
Hendes hjælp var uvurderlig for Lotte Meldgaard, som nu efter den indledende Round Robin, hvor alle møder alle, ligger på en delt andenplads med to andre både.

Lørdag morgen vælgeren vinderen af de indledende sejladser sin modstander blandt de syv andre besætninger, og derefter får Lotte Meldgaard lov at vælge.

- Der er flere oplagte valg mellem de seks, jeg har at vælge mellem, men hvem det bliver, holder jeg for mig selv. Men lørdag bliver vinden let, og det betyder, at vi ikke længere kan trække på vores mange års erfaring med den bådtype, vi sejler i ved VM. I stedet får rå muskelkraft og erfaring skal vi skifte gear og skal afsted på listefødder, siger den rutinerede rotte Lotte om vejrudsigten på to-fire sekundmeter.

- Vi fik mere gejst og vilje ind i vores sejlads fredag, og det tror jeg er påkrævet for at gå hele vejen til en finale. Det bliver svært at nå målet om en finaleplads, men vi tror på det og glæder os, lyder det optimistisk fra den tidligere OL-sejler, som til dagligt ernærer sig som ingeniør ved COWI.

Fire af de otte hold, der er gået videre til kvartfinalerne, vælger deres modstander på skippermødet lørdag morgen klokken ni. Der sejles efter et normalt cup-system med bedst ud af tre eller fem sejladser (afhængigt af vinden). Finalerne sejles søndag.

Den samlede stilling efter de indledende sejladser:

Anne-Claire Le Berre (FRA) - 13 sejre
Lotte Meldgaard (DEN) - 12 sejre
Stephanie Roble (USA) - 12 sejre
Katie Spithill (AUS) - 12 sejre
Anne Östling (SWE) - 11 sejre (regerende verdensmester)
Caroline Sylvan (SWE) - 11 sejre
Camilla Ulrikkeholm (DEN) - 9 sejre
Kaartje Zuiderbaan (NED) - 7 sejre

Skærmbillede 2015-07-11 kl. 11.36.21

Skærmbillede 2015-07-11 kl. 11.36.32

Der sejles semifinaler og finaler i weekenden lige ud for molen i Middelfart Marina, hvor tilskuere kan følge de intense sejladser på tætteste hold. Der er live-kommentering af sejladser på havnen og streaming på nettet, og stillingen kan også følges via app og på storskærme.

Om VM i matchrace for kvinder:
Fra den 30. juni til den 12. juli 2015 afvikles 2 x sejlsports-VM i Middelfart i hhv. Melges 24 og kvinde-matchrace. Værten ved de 2 x VM er Match Racing Denmark, der på vegne af sejlklubberne i Middelfart, Vejle, Horsens, Fredericia og Kolding samarbejder med Dansk Sejlunion, ISAF (den internationale sejlunion), WIM Series (Women’s International Match Racing Series), den danske Melges 24 klasseorganisation, International Melges 24 Class Association samt ikke mindst Middelfart Kommune, Udvikling Fyn, Sport Event Denmark, Trekantområdet samt Destination Lillebælt, der er partnere på mesterskaberne.

Skærmbillede 2015-07-11 kl. 11.38.00
Lotte Meldgaard og pigerne, mens de stadig førte over vinderen af de indledende sejladser Anne-Claire Le Berre.
Skærmbillede 2015-07-11 kl. 11.38.57
Camilla Ulrikkeholm, verdensranglistens nummer to, er videre til kvartfinalerne på trods af en kæntring tidligt på dagen.

 

Yderligere informationer:
- Stævneleder Søren Laugesen, Match Race Denmark, 24 43 35 45
- Pressekontakt Mick Anderson, Fotojournalist, 27 11 44 50
- Pressekontakt Ole Svarrer, Journalist, 20 71 64 65

Links:

Stævnets hjemmeside:
http://www.worlds15.dk

Resultater:
http://www.wimseries.com/results/2015-isaf-womens-match-racing-world-championship-results/

Pressefotos:
http://sailingpix.photoshelter.com/gallery-collection/ISAF-Womens-Match-Racing-World-Championship-2015/C0000ezZvK4233vQ
Password til at downloade pressebilleder: Press
Krediter venligst fotografen - Foto: Mick Anderson / SAILINGPIX.DK

Tidligere vindere af VM i matchrace (år, skipper, nationalitet, by):
1998 Betsy Alison, USA, Dubai, United Arab Emirates)
1999 Dorte O Jensen, DEN, Genoa, Italy
2000 Dorte O Jensen, DEN, Florida, USA
2001 Dorte O Jensen, DEN, Lake Ledro, Italy
2002 Liz Baylis, USA, Calpe, Spain
2003 Malin Millbourn, SWE, Sundsvall, Sweden
2004 Sally Barkow, USA, Annapolis, USA
2005 Sally Barkow, USA, Bermuda
2006 Dorte O Jensen, DEN, Copenhagen, Denmark
2007 Claire Leroy, FRA, St Quay, France
2008 Claire Leroy, FRA, Auckland, New Zealand
2009 Nicky Souter, AUS, Lysekil, Sweden
2010 Lucy Macgregor, GBR, Newport, USA
2011 Anna Tunnicliffe, USA, Perth, Australia
2012 Silja Lehtinen, FIN, Långedrag, Sweden
2013 Tamara Echegoyen, ESP, Busan, Korea
2014 Anna Östling, SWE, Cork, Ireland
2015 ??? Middelfart, Denmark

Deltagere ved 2015 ISAF Women’s Match Racing World Championship (skipper, land, ISAF World rangliste):
Anna ÖSTLING, SWE, 1
Camilla ULRIKKEHOLM, DEN, 2
Stephanie ROBLE, USA, 3
Anne-Claire LE BERRE, FRA, 4
Lotte MELDGAARD, DEN, 5
Caroline SYLVAN, SWE, 6
Klaartje ZUIDERBAAN, NED, 7
Pauline COURTOIS, FRA, 8
Milly BENNETT, AUS, 9
Johanna LARSSON, SWE, 13
Nina RAMM-SCHMIDT, FIN, 14
Katie SPITHILL, AUS, 16
Sanna HÄGER, SWE, 17
Rikst DIJKSTRA, NED, 18
Diana KISSANE, IRL, 60
Louise CHRISTENSEN, DEN, 66

 

Leave a comment

Make sure you enter the (*) required information where indicated. HTML code is not allowed.

back to top